Højt til loftet
Af Christian de Jonquières, byrådsmedlem for FSK og byrådskandidat til det kommende kommunalvalg.
En af kommunens måske lidt upåagtede aktiviteter er, at vi foretager borgerlige vielser. Det er her mest en dels borgmesteren og undertegnede som 1. viceborgmester, der står for vielserne, men også andre byrådspolitikere fungerer som ”giftefoged”.
Der er faktisk også en hel del udenfor kommunen, der synes, at Fredensborg Rådhus er et livgivende sted at blive viet.
I indeværende byrådsperiode frem til den 1. august 2025 har vi haft 458 vielser, hvor borgmesteren og undertegnede som nævnt har stået for de fleste.
Som regel foregår vielserne i byrådssalen, hvor vi byder på en lille forfriskning efter vielsen og samtidig giver en gave i form af 2 Bodum kaffekopper.
For mit eget vedkommende er jeg iført kappe.
Synes personligt at vores vielsesritual er flot og livgivende.
Blandt andet siger vi: ”Men inden jeg foretager vielsen, vil jeg minde jer om, at det ægteskab I nu skal til at indgå, indebærer betydningsfulde og vigtige rettigheder og forpligtelser som blandt andet forudsætter et løfte om, at I vil leve med hinanden i gensidig kærlighed, hjælpsomhed og tolerance og jeg ønsker for jer, at I må bevare viljen og evnen til at leve i et harmonisk og meningsfuldt fællesskab”.
Forleden dag var der en brudgom, der sagde: Hvor er det godt det I siger med ”at der skal være højt til loftet”. Denne sætning står ikke i vores gode ritual, men jeg føjer altid personligt til, at der i et ægteskab skal udvises rumlighed, ligesom der skal være højt til loftet.
Jeg ser hver gang frem til at fungere som ”giftefoged” og her i et fortrinligt samarbejde med de medarbejdere fra vores administration, der har det administrative ansvar for vielserne.
Da kommunalpolitik jo i virkeligheden drejer sig om at skabe gode relationer mellem kommunen og borgerne og borgerne imellem, er det efter min opfattelse vigtigt, at der er højt til loftet, når vi træffer beslutninger i vores kommune.