Fasthold de menneskelige relationer
Af Christian de Jonquières, byrådsmedlem for FSK og byrådskandidat til det kommende kommunalvalg.
I Fredensborg SocialKonservative vil vi at alle i kommunen uanset funktion fremover standser op et øjeblik og spørger sig selv om fortsat udvikling inden for automatisering, overvågning og kunstig intelligens er nødvendig, eller om vi er kommet ud på en glidebane. Er vi gået for vidt i vores iver for at effektivisere og administrere. Er vi ved at afmontere den verden vi kender og som mange af os sætter pris på uanset at ikke alt er perfekt.
Digitalisering har bestemt mange gode sider, som alle nyder godt af. Men tit har det gode også en bagside. Vi oplever at digitaliseringen udnyttes af kriminelle. Det er ikke kun ældre som rammes. Det gør vores børn og unge også. Og vores virksomheder. Det er vanskeligt at gennemskue, hvem den der er afsender af digitale meddelelser. Det er ikke et menneske, men et Chatbot, som sender meddelelsen og besvarer vores spørgsmål. Det er ikke let at få kontakt til et menneske. Er det det, vi ønsker som borgere i Fredensborg Kommune. Det tror jeg ikke. Den menneskelige relation skal ikke erstattes af en Chatbot, og kommunens borgere skal ikke henvises til at have spørgsmål besvaret af en maskine. Maskinen er ikke en assistent. Anvendelsen af den digitale assistent fremmer uligheden i vores samfund. De der har mulighed for en menneskelig assistent vil være bedre stillet, for den menneskelige assistents bistand er ikke generet af kunstig intelligens.
Flere studier peger på at øget digitalisering rammer skævt. En undersøgelse, der stammer fra Nordsjællands Hospital, viser, at 43 % af akut indlagte patienter har lav digital formåen. Der må antages, at det tal også gælder uden for hospitalsvæsenet.
Der findes ingen programmer, der kan erstatte nærvær, forståelse og menneskelige relation, når kommunen møder et menneske, der har brug for hjælp uanset årsag.
Fredensborg SocialKonservative vil i det kommende byråd have fokus på, at digitaliseringen ikke øger uligheden herunder hos de, der virkelig har behov for hjælp.
Vi vil sikre, at digitaliseringen ikke udelukker kommende generationer fra at tilegne sig viden. I uddannelsessystemet har vi for længe haft et eksperiment kørende, som bør bremses. Vi skal lære de unge at sige ”Hej” og møde andre mennesker i øjenhøjde og ikke kun bag skærmen. Vores unge skal lære at læse litteratur. Læsning er en teknologi, der udvikler empati ved at tilbyde læseren et indblik i andre menneskers verden, som psykolog Steven Pinker har udtalt.
Derfor er det et lille skridt – måske også for ”mankind” –, at der med folkeskolens kvalitetsprogram, er afsat 540 mio. kr. til indkøb af skøn- og faglitteratur hos Center For Undervisningsmidler (CFO). Det kan være med til at skabe en skole, der ikke kun foregår på digitale platforme.
Menneskelige relationer og evnen til at skabe sådanne er afgørende for en god trivsel for alle. De sociale medier er ikke et vindue, gennem hvilket man kan se verden, som den faktisk er. De sociale medier er et troldspejl, som giver et forvrænget billede af det, der spejles. De programmerer os som mennesker.
Christian de Jonquières
Fredensborg SocialKonservative
Medlem af Byrådet og byrådskandidat