Alderdommens skrøbelighed

Af Ulla Hardy-Hansen, byrådsmedlem for FSK og byrådskandidat til det kommende kommunalvalg.

Målt med universets øjne er vi så uendelige små. Betegnelsen ”Skabningens Herre” bringer vi kun i brug, når vi skal stive vores overmod af. Men vores sande menneskelige værdier består ikke af guld og slebne diamanter. Derimod af den måde, vi agerer overfor hinanden på. Det er her, vi skal vise vores medmenneskelighed og eksistensberettigelse.

Det har vist ikke undgået nogens opmærksomhed, at mediernes spalter for tiden bugner med løfter fra byrådspolitikkere om alverdens goder til kommunens ældre borgere. Så her op til det kommende valg er vi godt på vej med vores sædvanlige prioriteringer. Lidt til dig og lidt til dig.

Men livet er jo ikke til kasser, hvor der ikke kan tages individuelle, økonomiske hensyn. Det er måske praktisk, men bestemt ikke befordrende. Virkningen er – trods alle gode intentioner – selvforstærkende og destruktiv. For tilværelsen er heldigvis langt mere spændende. Hvor livet burde opfattes som én lang, ubrudt linje – som en vandring gennem et landskab – minder forløbet nu om et sækkevæddeløb, hvor man hopper fra kasse til kasse.

Alderdommen, som vi jo kalder den sidste del af vores tidslinje, er et godt eksempel på den atomisering, vi har udsat vores liv for. Vi fortrænger den, dæmoniserer eller idylliserer den – afhængig af helbredstilstand og tegnebog.

Men accepterer vi og behandler vi alderdommen som en uafvendelig del af vores liv? Næppe. Der er vist nærmere tale om en tavshedens sammensværgelse. Det er ikke den ”glatte” alderdom på golfbanen eller i sportsvognen – som pensionsselskaberne ynder at fremvise…… ikke de få privilegeredes, jeg her fremfører. Men den forfærdende alderdom, som vi ikke tror bliver netop vores skæbne. Det er stadiet , hvor vi ikke kan fordøje maden, og hvor vi ikke ved, hvem vi er. Jeg har ikke valgt at fokusere på det livsafsnit for at ødelægge den gode stemning, men fordi jeg mener, at billedet illustrerer vores uafvendelige betingelser : Vi får og vi mister !

Det forekommer måske uforståeligt, at jeg bringer denne problematik på
banen her i den gryende valgkamp. Men jeg blev forleden tilfældigt under en oprydning i mine bogbjerge konfronteret med et af min ungdoms foretrukne værker, Simone de Beauvoirs ”Alderdommen”. Hendes opfattelse er måske nok meget præget af hendes egne dybe, bitre erfaringer……. dog er meget genkendeligt i vores lokale nutid – lige omkring os: Følelsen af afhængighed, ensomhed og depressiv gysen. Barndommens traumer, der har været fortrængt i de travle, virksomme voksenår med deres status og ansvar. Uhelbredeligt aldersbetinget fysisk forfald, der kun forværres år efter år. Pinagtigt og håbløst trænger alt dette sig frem til sindets overflade, når den sociale tilværelse indsnævres eller helt forsvinder. Tab af ægtefælle, tab af steder, tab af sanser og funktioner. Ja, nøgleordene til alderdommens angst vækkende situation er mange!

Så uanset, om vi vil indrømme det eller ej……. så er problematikken i dag ikke kun et spørgsmål om praktiske foranstaltninger og større bevillinger. Det er også en dyb, eksistentiel proces at ældes – og den findes der måske ingen manual til overhovedet. Men vi begynder på ”mandag”